Betegnelserne "alkohol" og "sprit" bruges i flæng på utallige måder, og det kan være virkelig forvirrende. I denne artikel prøver vi at give lidt overblik over det.
Hvad er alkohol?
Der findes nærmest uendelig mange alkoholer, både naturlige og kemisk fremstillede. Rent kemisk betyder alkohol-betegnelsen blot, at der er tale om et stof med en eller flere OH-grupper, som er bundet til en kæde af kulstofatomer.
Der er kun én ud af de mange alkoholer, der i praksis er en drikkealkohol - nemlig ethanol (CH3CH2OH), som vi finder i øl, vin og spiritus.
Det er dermed i princippet totalt misvisende, når vi generelt bruger ordet alkohol om øl, vin og spiritus. Vi burde egentlig sige "ethanol", men da de færreste af os er kemikere, er det givetvis håbløst at ændre på. Så vi må nok indstille os på at leve med begrebs-roderiet, som af og til skaber en masse unødig forvirring.
Alkoholer er generelt kendetegnet ved, at de kan opløses i vand og at de kan opløse fedt og olie. De kaldes derfor organiske opløsningsmidler. Specielt for alkoholen ethanol gælder, at den er relativ ugiftig for os mennesker. Derfor bruger vi ethanol rigtig meget, både i drikkervarer og i husholdningen.
Andre betegnelser for ethanol er f.eks. æthanol, ethylalkohol, ætylalkohol og finsprit.
Her på RenOlie sælger vi en helt ren Ethanol 99,8%, som er en god universal-alkohol til eksperimenter med både parfume, creme og kosmetik.
Hvad er sprit?
Sprit er faktisk blot en populærbetegnelse for ethanol, altså den specifikke type alkohol, der også findes i f.eks. øl, vin og spiritus. Derfor kaldes de våde varer også nogle gange for sprit (eller sprut).
Spritbetegnelsen kender vi f.eks. også fra husholdnings-"sprit", som er ethanol, der er blandet op med vand. Igen er der altså i princippet tale om begrebsforvirring, fordi der ikke er tale om ren sprit, men en blanding af sprit (ethanol) og vand. Husholdningssprit fåes f.eks. ofte som "Sprit 93%", der består af 93% ethanol og 7% vand.
Du er måske også stødt på andre betegnelser som f.eks. kogesprit og karburatorsprit, som i princippet er (eller kan være) det samme. Vær blot opmærksom på, at der sjældent er tale om ren sprit/ethanol. Typisk er hovedingrediensen ethanol, men der kan f.eks. være tilsat vand i større eller mindre mængder, evt. farve og andre tilsætningsstoffer (herunder også altid denaturerings-stoffer).
Hvad er denaturering?
Ordet denaturering kommer af latin, og betyder i grove træk, at man forandrer et stof, så det mister nogle naturlige egenskaber.
Når man taler om denatureret sprit, ethanol eller alkohol, betyder det i praksis, at der er tilsat et stof, som ødelægger en af de naturlige egenskaber - nemlig drikbarheden. Man tilsætter simpelthen en ganske lille smule "gift", så den pågældende alkohol ikke kan bruges som rusmiddel.
Udbredelsen af rusmidler er nemlig ikke i offentlighedens interesse. Derfor er øl, vin og spiritus belagt med skyhøje afgifter, således at en liter ren drikke-ethanol uden denaturering snildt kan koste 400 kr i butikkerne.
Ethanol kan dog også bruges til mange gode ting som f.eks. parfume, cremer, kosmetik, rengøringmidler, opløsningsmidler og meget andet, og her er det ikke hensigtsmæssigt med en afgift. Derfor tilsætter man denaturering, og kan så fjerne afgiften fordi man nu ved, at ethanolen kun kan bruges til et praktisk formål.
Det er selvfølgelig ulovligt at fjerne denatureringstilsætningen med henblik på at drikke alkoholen. I dag er denatureringen dog så effektiv, at det er billigere at købe den rene vare frem for omkostningerne ved at destillere den billigere denaturerede alkohol.
Ulempen ved denatureringsstoffer (i kosmetiske sammenhænge) er, at de typisk har en lidt kraftig lugt. Det skyldes, at man ønsker en afskrækkende effekt, så ingen uden videre har lyst til at drikke det.
Hvad er IPA-sprit?
IPA-sprit er et blandingsprodukt, der består af IPA og sprit. Sprit har vi allerede berørt (det er et andet ord for ethanol) og IPA er en forkortelse for isopropylalkohol (C3H8O). IPA er blot en anden type alkohol end ethanol, og den er IKKE drikkelig. Desuden er IPA en smule hårdere ved huden end almindelig ethanol.
Som med almindelig husholdningssprit kan IPA-sprit også fås i forskellige styrker, hvor den kan være fortyndet med vand i større eller mindre grad. Desuden kan forholdet mellem IPA og sprit også variere.
Den IPA-sprit, du køber her på RenOlie er 99,9% ren og IKKE tilsat vand. Du kan læse mere om vores IPA-sprit her.
Hvad er finsprit?
Igen er der tale om en smule begrebsforvirring, idet finsprit egentlig er betegnelsen for helt ren ethanol. I praksis bruges betegnelsen finsprit dog om drikkelige ethanol-produkter med forholdsvis høj alkoholprocent, selv om de indeholder en vis procentdel vand. I handelen kan man f.eks, godt finde "finsprit 70%".
Her på RenOlie har vi en finsprit på 96%, som er fri for denatureringsstoffer. Den er ret dyr, men velegnet i situationer, hvod du f.eks. vil lave en meget fin/let alkoholbaseret parfume.
Hvad er dipropylenglycol (DPG)?
Dipropylenglycol er endnu en alkohol-variant. Den kaldes i daglig tale blot for DPG.
DPG er faktisk den alkohol, der bruges allermest i parfumeindustrien som opløsningsmiddel, fordi den både er billig, effektiv og farveløs, og desuden helt ugiftig og hudvenlig. Da den ikke egner sig til at drikke, er det desuden ikke nødvendigt at tilsætte denaturering, så den er også lugtfri.
DPG er perfekt i de fleste sammenhængde, der den er blandbar med både vand og andre alkoholer.
Den eneste ulempe ved DPG er faktisk, at den er en smule tyktflydende (som tynd olie). Ønsker man således et tyndtflydende færdigt produkt (f.eks. til spray-forstøvning), er det nødvendigt at kombinere med almindelig sprit/ethanol, vand eller andre tyndtflydende ingredienser.
Her på RenOlie sælger vi en helt ren DPG 99,5%+ til en fornuftig pris.
Hvad er glycerin / glycerol ?
De færreste tænker nok over, at glycerin (også kaldet glycerol eller propantriol)) også er en alkohol. Glycerin findes naturligt i kroppen, og bruges meget ofte i cremer og kosmetik.
Den mest skattede egenskab hos glycerin er, at den er god til at optage og afgive fugt. Derfor en den meget brugt som ingrediens i f.eks. fugtighedscremer. Den optager overskydende fugt fra huden, men afgiver omvendt også fugt til huden efter behov. Den optager også fugt fra luften, hvis der er fugt-underskud i cremen og/eller huden.
Glycerin blander sig rigtig godt med vand, men ikke særlig godt med olie.
Her på RenOlie sælger vi en 99,5%+ ren plantebaseret glycerin, som kan bruges til næsten alt.
Hvad er benzylalkohol?
Benzylalkohol bruges først og fremmest som konserveringsmiddel i parfumer og kosmetik, hvor den, selv i små koncentrationer, effektivt bekæmper bakterier, gær- og mugsvampe.
Det er et af de mildeste konserveringsmidler vi har, og selv ved koncentrationer på 1-2% er den meget effektiv - særligt i vandholdige produkter.
Her på RenOlie sælger vi en 99,9% ren benzylakohol, som er næsten uundværlig til hjemmelavede kosmetikprodukter.