Diffusere

Diffusere til duftolier og æteriske olier findes i mange varianter. Nogle typer virker alene ved naturens love om fordampning, mens andre skal tilsluttes strøm eller opvarmes med et fyrfadslys. Vi har et udvalg af de forskellige typer her på siden. Læs også med nedenfor, hvor vi går lidt mere i dybden med de forskellige typer.

 

preload spinner

Mere uddybende om diffusere

Hvis du allerede har læst op på emnet via forskellige hjemmesider, ved du muligvis alt, hvad der er at vide. Men det kan også være du er blevet mere forvirret af det. De forskellige termer og betegnelser bruges desværre lidt i flæng mange steder, og ikke al tilgængelig information er korrekt.

Forhåbentlig kan nedenstående give dig et overblik over de forskellige olie-diffusere og deres funktion. Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har yderligere spørgsmål. 

 

   

Det engelske ord “diffuser” betyder egentlig bare “spreder”, og det er netop formålet i denne sammenhæng: At sprede en dejlig duft i rummet - og evt. også de mange gavnlige indholdsstoffer fra æterisk olie. 

Ved at bruge æterisk olie er vi allerede godt fra start. Ordet “æterisk” betyder nemlig flygtig eller let fordampelig. Du kan derfor i princippet lave din egen helt simple diffuser med en lille skål, hvor du hælder lidt æterisk olie op i. Så vil olien fordampe over tid, og dermed frigive den eftertragtede aroma.

En sådan supersimpel diffuser er dog ikke særlig effektiv, så du skal have næsen forholdsvis tæt på for at kunne nyde duften. Effektiviteten kan forbedres lidt med en tot vat eller andet, som kan give mere overflade og øge fordampningen. Tilsætning af alkohol vil også øge fordampningen.

Nogle bruger også sten, keramikblokke eller træklodser, som dryppes med duftolier. Det er lidt samme princip som skålen, og uanset metoden, er disse supersimple diffusere ikke meget bevendt.

En langt mere effektiv løsning er de populære reed-diffusere.

Hvad er en reed-diffuser?

Det engelske ord “reed” betyder “siv”, og denne type diffuser udnytter principperne i sivets enestående evne til at opsuge væske. Her stiller man simpelthen en håndfuld “siv” i en flaske med duftolie. I praksis bruges der dog ikke siv, men i stedet pinde af enten porøst træ eller kunststof. 

 

 

En reed-diffuser virker i princippet på samme måde som de føromtalte simple diffusere, men den er langt mere virkningsfuld. De porøse pinde suger effektivt duftolien op, og frigiver den i hele pindens længde. Det giver en stor overflade og langt bedre spredning af duften.

Og så er det supernemt at regulere styrken. Desto flere duftpinde, der anvendes, desto mere duft frigives der i rummet.

På nettet findes der en del gørdetselv-opskrifter fra velmenende influencere og bloggere, som foreslår, at man jo “bare” kan bruge de bambus-grillspyd, der alligevel ligger i køkkenskuffen. Rent udseendemæssigt er det sikkert flot at se på, men bambuspinde og lignende er IKKE særlig gode til at suge og sprede duft.

I stedet bruger man pinde af træarten rattan, der er en slyngplante fra Indonesien. Du kender den måske bedre som peddigrør. Rattan er nemlig meget porøs med indvendige porer, og dermed perfekt til formålet. Du kan se strukturen på nærbilledet nedenfor.

 

    

Træets mange små porer og indvendige rør suger simpelthen duftolien op efter kapillær-princippet - naturens egen pumpeteknik.

Reed-diffusere kan købes i færdige sæt - ofte til meget høje priser. Men diffuseren bliver akkurat lige så god (og meget billigere), hvis du laver den selv. Rattan-pinde og dufte kan du købe her i shoppen, og så mangler du faktisk bare en dekorativ flaske fra gemmerne.

Rattan-pindene fås i både naturfarver og indfarvede udgaver i forskellige kulører.

Den mest kendte diffuser-type er dog nok oliebrænderen eller duftlampen, som vi også lige tager et kig på.

Hvad er en oliebrænder?

Som navnet næsten også antyder, virker oliebrænderen ved opvarmning. Det er dog ikke selve duft-olien, der brændes, men derimod et fyrfadslys, der opvarmer en beholder med duft-olie (eller duftkugler, voks eller lignende). Denne diffuser-type går også under betegnelser som aroma-lamper, duft-lamper og lignende.

 

 

Aroma-lampen er grundlæggende konstrueret med en indbygget skål i toppen, som opvarmes af et fyrfadslys nedenunder. Ofte er brænderen lavet i keramik, og udformningen kan variere fra det helt simple (som på billedet) til Buddha-figurer og andre kunstfærdige kreationer.

Som oftest blandes den æteriske olie op med vand, men olien kan også brændes rent eller mikses med billigere basisolier. I alle tilfælde er målet, at duftolien opvarmes, så fordampningsprocessen speedes op.

En af de store fordele ved oliebrænderen er prisen, som er helt i bund for de simple modeller. Og er du til levende lys, er der indbygget hygge i denne diffuser-type. Den har dog også et par ulemper: 

De fleste ved efterhånden, at levende lys forurener luften i ganske betydelig grad, og det er jo lidt kontraproduktivt, hvis formålet er at få spredt gavnlige duftpartikler i luften. Kombination af åben ild og høj-brandbare olier er også noget, man skal være lidt forsigtig med - især med børn og kæledyr i huset.

En anden ulempe er, at den kostbare olie opvarmes. Det ødelægger en del af oliens fine egenskaber og kan også reducere duftens intensitet. 

Dog fås der efterhånden oliebrændere med elektrisk varme, som så selvfølgelig skal tilsluttes stikkontakten. Det løser problemet med levende lys og til dels også varmeproblemet, da den elektriske varme ofte er mere blid (og i nogle tilfælde termoreguleret). 

Hvis du alligevel er i nærheden af en stikkontakt, kunne du passende overveje ultralyds-diffuseren som alternativ. Den udnytter olien mere effektivt, og fungerer helt uden opvarmning.

Hvad er en ultralyds-diffuser?

Ultralyds-diffuseren kaldes også for en ultrasonisk diffuser, og den virker ved hjælp af meget fine lydsvingninger, som ikke kan opfattes af det menneskelige øre.

Der findes to typer af disse på markedet: Ultralydsdiffusere med hhv. væge eller ventilator.

Væge-typen er typisk opbygget med et bundstykke med vandtank og et topstykke med en væge af kunstfiber samt selve ultralydsenheden. Før brug skal vandtanken fyldes op, og der skal tilsættes nogle dråber æterisk olie - alt efter hvor kraftig aroma man ønsker.

Herefter monteres topstykket, og diffuseren kan startes. Vægen suger vand og olie op til ultralydsenheden, som med mikroskopiske svingninger skaber en kunstig tåge. Ofte vil man kunne se tågen strømme ud fra diffuseren - ganske flot at se på, og det foregår stort set lydløst. Den eneste lyd er en meget svag hvæselyd fra dysen, som ofte kan anes, hvis man sætter øret helt hen til den.

I de fleste vejledninger foreslås det, at man blot drypper nogle dråber æterisk olie direkte i vandet før brug. Problemet er dog, at olie og vand ikke blander sig særlig godt. Vi anbefaler derfor at opløse den æteriske olie i f.eks. sprit eller anden alkohol først. Fyld et snapseglas med sprit, og dryp den æteriske olie heri. Her opløses olien bedre, og kan derefter tilsættes vandet.

En yderligere fordel ved brug af sprit/alkohol er, at det hjælper med til at bekæmpe bakterier i vandet og løbende renser væge og ultralydsenhed. 

 

 

Ultralydsdiffusere med ventilator fungerer lidt anderledes. Her er ultralydsenheden i stedet monteret i bunden af vandkarret, og skal være dækket af vand for at fungere. Under drift skaber ultralydsenheden en smule turbulens i vandet, samtidig med at der skabes en kunstig tåge over vandoverfladen.

Fordelen ved turbulensen i vandet er, at der løbende foregår en delvis blanding af vand og olie. Blandingsprocessen er dog ikke særlig effektiv, så også her anbefaler vi opløsning af olien i sprit eller alkohol før tilsætning.

For at få tågen ud i stuen, er der til denne type diffuser desuden brug for en lille indbygget ventilator. Alt efter kvalitet kan miniventilatoren larme ret betydeligt, og der vil desuden være klukkende vand-lyde fra turbulensen over ultralydsenheden.

---  

Uanset hvilken type af ultralydsdiffuser du anvender. er det værd at bemærke, at der ikke er tale om damp. Der finder ingen opvarmning sted, så det er en “kold” tåge, som ikke beskadiger oliens delikate indhold af gavnlige stoffer. 

Ultralyds-diffusere fås utallige designs og varianter. De fleste har en kapacitet på 100-500ml, hvilket er nok til mange timers drift. Fælles for dem alle er, at apparatet blot slukker, hvis tanken løber tom.

Mange modeller har forskellige timer-funktioner og indstillinger. Ofte er der også LED-funktioner indbygget, så diffuseren kan fungere som vågelampe eller dekoration. 

Vær opmærksom på, at ultralyds-diffuseren under drift afgiver lidt vand til luften og dermed også fungerer som en mini-luftfugter. Om det er en fordel eller en ulempe, afhænger selvfølgelig af det indeklima, der er i forvejen. 

I praksis er luftbefugtningen dog så ubetydelig, at den kun vil kunne registreres i et meget lille rum, hvor den relative luftfugtighed måske kan stige med et procentpoint eller to. En “rigtig” luftbefugter afgiver typisk 10 gange så meget vand til luften som en gennemsnitlig ultralyds-diffuser.

Et alternativ til ultralyds-diffuseren er forstøveren, også kaldet en nebulisator eller nebulizer. Den kigger vi nærmere på her:

Hvad er en nebulizer (nebulisator)?

Nebulizeren er uden tvivl den ultimative diffuser, når det handler om at få spredt æteriske olier i rummet. Den fungerer ved forstøvning efter samme princip som din blomsterforstøver til potteplanterne. Olien presses igennem en fin dyse, og resultatet er en sky af fine oliemolekyler.

I modsætning til din blomsterforstøver, er nebulisatoren dog automatisk, hvor en lille elektrisk pumpe klarer arbejdet. Den adskiller sig også ved, at der bruges glas til selve dyssen, som dermed kan blive meget fin. Faktisk forstøver den olien så fint, at “olieskyen” ikke er synlig med det blotte øje. 

Ved forstøvning er det muligt at pumpe langt mere olie ud i luften, og det er derfor muligt at dække større områder og/eller skabe en kraftigere aroma - alt efter nebulisatorens indstilling naturligvis.

En anden ting, der adskiller nebulizere fra andre diffusere er, at de bruger ren ublandet olie. Normalt kan man skrue flasken direkte på apparatet, som passer til alle standardflasker.

 

 

Med de mange fordele følger der desværre også ulemper: En af dem er, at pumpemotoren er hørbar, når maskinen arbejder. I de fleste modeller er lyden meget dæmpet, men dog hørbar, hvis omgivelserne er helt stille.

Den meget fine dyse er også følsom overfor olie med urenheder, så det er vigtigt at bruge ægte olier af god kvalitet. Derudover kan dysen have problemer med meget tyktflydende olier som myrra, benzoin, patchouli m.fl., som i givet fald skal tyndes op. 

En nebulizer kræver også jævnlig rengøring for at beskytte dysen mod urenheder og tilstopning.

Husk, at der er forskel på duftolie og æterisk olie

Afslutningsvis minder vi lige om, at betegnelsen “æterisk olie” er forbeholdt helt rene naturlige olier. På markedet kan du finde mange produkter med betegnelsen “duftolie” eller “aromaolie”, men her kan du næsten være sikker på, at der er tale om helt eller delvist kunstige parfumestoffer. Det gælder typisk også olier, der indgår i færdige sæt med f.eks. reed-diffusere.

En æterisk olie er selvfølgelig en duftolie, men en “duftolie” er sjældent æterisk olie. 

Nebulizeren kræver den ægte vare, men de øvrige diffusere kan for så vidt fint fungere med de billigere parfumeblandinger. Du bestemmer selvfølgelig helt selv, hvilke former for dufte du fylder hjemmet med. Hos RenOlie slår vi dog gerne et slag for, at du spenderer de få kroner ekstra, og opgraderer til den ægte og naturlige vare til gavn for dit helbred.