Hvis du ikke selv har allergi, kender du helt sikkert nogen, der har. Omkring 20% af befolkningen døjer med en eller flere allergier. Allergi er til dels arveligt, men kan også opstå "ud af det blå".
Hvad er allergi?
Allergi er en overreaktion fra kroppens immunforsvar, som mistolker situationen og "tror", at kroppen bliver angrebet af farlige stoffer, selv om der i virkeligheden ikke er nogen fare på færde. Immunforsvaret går i alarmberedskab og begynder at producere antistoffer for at imødegå truslen. Det giver en allergisk reaktion, som kan udmønte sig på mange forskellige måder, f.eks. i kløe, udslæt, løbende øjne/næse, åndedrætsbesvær og meget andet.
De stoffer der trigger immunforsvaret, kan være alt fra pelsdyrs-partikler og pollen til fødevareingredienser og plantedele - det er forskelligt fra person til person. Fælles for disse triggere (også kaldet allergener) er, at de typisk er helt ufarlige. Kroppens reaktion er simpelthen en fejl - men ikke desto mindre kommer reaktionen, og den kan være til stor gene.
Der findes medicin, som kan dæmpe reaktionerne, men den mest effektive måde at slippe for de allergiske reaktioner er simpelthen, så vidt muligt, at undgå de allergener, der trigger dit immunforsvar, hvad enten det er skaldyr, nødder, kattehår eller noget helt fjerde.
Allergener i æteriske olier
Mange allergener er naturlige, og de findes også i mange af de planter, der bruges til udvinding af æterisk olie. Hvis du f.eks. har fået konstateret allergi overfor stoffet limonene, er det nok bedst, at du undgår appelsin-olie. Den består nemlig næsten udelukkende af dette stof.
Limonene er et helt naturligt og ufarligt stof, men hvis dit immunforsvar fejlagtigt har dannet sig en mening om, at dette stof er farligt, er der ikke meget andet at gøre end at undgå det, hvis du vil slippe for allergiske reaktioner.
De fleste æteriske olier indeholder (naturligt) en eller flere kendte allergener, og derfor har vi listet dem ved hvert enkelt produkt. Hvis du er allergiker, kan du derfor altid lige tjekke produktbeskrivelsen og se, om det stof du er allergisk overfor, er indeholdt i olien.
En ulykke kommer sjældent alene
Desværre er sol og vind ikke fordelt lige, når det kommer til allergi. Den har det med at forfølge visse personer - formentlig fordi de er udstyret med et særligt vagtsomt immunforsvar. Derfor ser man ofte, at personer med høfeber, astma og fødevareallergier er mere tilbøjelige til at reagere allergisk på andre ting også.
Har du ikke i forvejen konstateret allergier, kan du til gengæld glæde dig over, at sandsynligheden for at reagere allergisk på naturlige æteriske olier er meget lille.
Lav din egen allergitest
Før du går all in med en ny æterisk olie, er det en god ide at foretage en allergitest - især hvis du i forvejen døjer med diverse allergier. (Det er i det hele taget en god ide, hvis du har købt en ny creme, hudplejeprodukt eller parfume).
Tag en teskefuld vegetabilsk olie (f.eks. olivenolien fra køkkenet) og tilsæt en dråbe af den æteriske olie, du vil teste. Bland det godt sammen i et bæger, så den æteriske olie er fordelt godt ud. Tag så en enkelt dråbe af blandingen, og smør den ud på et lille område på indesiden af håndleddet eller underarmen. Her er huden nemlig forholdsvis tynd og følsom.
Så er det bare at vente et døgns tid og se, hvad kroppen har at sige. Det er selvfølgelig vigtigt, at du ikke vasker området mens du venter - olien skal jo sidde og virke.
Efter 24 timer har du forhåbentlig ikke mærket noget til testen, og du kan trygt bruge den æteriske olie. Oplever du derimod, at din hud reagerer allergisk, er det nok ikke en olie, du bør bruge på kroppen i fremtiden.