Ordet sæbe bruges i flæng om mange af de produkter, vi anvender til håndvask og bad, men det er strengt taget ikke korrekt sprogbrug. I virkeligheden bruger de fleste af os slet ikke sæbe, men derimod syntetiske vaskeaktive stoffer.
I denne artikel går vi i dybden med sæbe og andre vaskeaktive stoffer - både historisk, teknisk og praktisk. Det er spændende, så læs endelig med!
Sæbens historie
Det siges, at romerne allerede 3000 år f.Kr. opdagede sæben i forbindelse med brændofre på bjerget Mount Sapo, hvor fedt fra offerdyrene blev blandet med aske (de basale ingredienser i gammeldags sæbe). Sæbemassen løb ud ved den offentlige vaskeplads, hvor man fandt ud af, at tøjvasken blev mere effektiv med sæben. Sæbe blev derfor navngivet efter bjerget "Sapo".
Det er en god historie, men den er sandsynligvis ikke sand. Der findes nemlig ingen historiske optegnelser over hverken bjerget, historien eller brugen af sæbe hos romerne på den tid.
Arkæologer har til gengæld fundet babyloniske ler-forme med inskriptionen "fedt kogt med aske", som kan dateres til omkring 2800 år f.Kr. Man regner med, at der her er tale om forme til at lave sæbebarer.
Meget tyder også på, at ægypterne brugte sæbe på regulær basis i oldtiden. Der findes eksempelvis et medicinsk papyrus-dokument fra omkring år 1500 f.Kr., der omtaler blandingen af fedt og basiske salte som middel mod hudlidelser og til afvaskning.
Det er dog relativt usikkert, hvorvidt man i oldtiden brugte sæbe til almindelig personlig hygiejne, eller om den mere blev brugt medicinsk og til rengøring af materialer.
Vi ved dog med sikkerhed, at romerne allerede flere århundreder før vores tidsregning brugte sæbe regelmæssigt i forbindelse med personlig hygiejne. Denne udmærkede vane gik dog lidt i glemmebogen ved romerigets fald omkring år 400, og de næste 1000 år levede vi europæere i store træk uden sæbe. En uhygiejnisk periode, som var præget af sygdomme som f.eks. "den sorte død".
Først i 1600-tallet begyndte sæbe igen at blive populært - men kun hos de mest velhavende. Vi skal faktisk helt frem til 1800-tallet, før sæbe begyndte at blive almindeligt udbredt.
I forbindelse med første verdenskrig var der stor mangel på fedtstof til sæbeproduktion. I den anledning fandt forskere frem til alternative måder at producere "sæbe" på, og i dag bruger vi stort set ikke gammeldags sæbe længere.
Hvad er (gammeldags) sæbe?
Sæbe er fedtstof, animalsk og/eller vegetabilsk, der har gennemgået en forsæbningsprocess ved tilsætning af lud (natriumhydroxid) eller anden stærk basisk kemikalie. Den kemiske reaktion omdanner fedtstoffet til natrium- eller kaliumsalte, som er vaskeaktive stoffer.
Betegnelsen "sæbe" er i princippet forbeholdt produkter, som er fremstillet med ovennævnte forsæbningsproces. Rigtig sæbe kan stadig købes i specialbutikker og du kan også lave den selv. Men i realiteten er sæbe stort set en historisk kuriøsitet.
Når du køber flydende hånd-"sæbe", shampoo eller krops-"sæbe" i almindelige butikker, er det normalt IKKE sæbe i ordets egentlige betydning. Det er derimod moderne alternativer til sæbe, som egentlig mere korrekt burde kaldes detergenter (se næste afsnit).
Rigtig sæbe bruges næsten ikke længere. Det er der flere gode grunde til: Først og fremmest er de moderne alternativer sundere for huden, og de er også billigere at fremstille. Sæbe fungerer heller ikke særlig godt med hårdt vand, som vi f.eks. har mange steder i Danmark.
Som med så meget andet, findes der også i sæbeverdenen en "modstrømsbevægelse", der hævder, at den gode gammeldags sæbe er den bedste og mest naturlige. Og de har i hvert fald ret så langt, at sæbe har dybe historiske rødder og faktisk også er relativ miljørigtig at bruge.
Et af argumenterne for at holde fast i den traditionelle sæbe er desuden, at den er "naturlig". Det kan måske diskuteres, da den nødvendige lud er frabriksfremstillet og da selve forsæbningsprocessen også er en kemisk reaktion, der ikke finder sted naturligt.
Problemet med sæbe er, at den er meget basisk (høj pH på typisk 9-11) - det er simpelthen en grundegenskab ved sæbe af den gammeldags slags. Det er hård kost for hud og hår, som har en naturlig pH-værdi på ca. 4,7. Den drøje påvirkning fra sæbe nedbryder ganske enkelt hudens og hårets naturlige beskyttelse.
Moderne vaskeaktive stoffer kan til gengæld tilpasses kroppens naturlige pH, og er bl.a. derfor langt mildere i brug.
Hvad er detergenter?
Ordet detergent er en fællesbetegnelse for rensemidler (ofte sammensatte produkter med forskellige virkestoffer). Ordet detergent kommer af det latinske detergentium, som betyder at gnide af eller rense.
Klassisk gammeldags håndsæbe er f.eks. en detergent, ligesom shampoo, opvaskemiddel og vaskepulver også er detergenter. Vi bruger ofte ordet sæbe som fællesbetegnelse, men det er principielt meget forkert (og forvirrende), da sæbe er en meget specifik detergent (lavet af fedtstof og lud) blandt rigtig mange andre detergenter, som fremstilles på andre måder.
Selv om det er misvisende, er vi nok nødt til at vænne os til, at ordet sæbe kan betyde forskellige ting, og at det i daglig tale bruges bredt om detergenter i almindelighed.
I dag er sæbe nærmest en antik detergent, som kun bruges meget lidt. Der kan ganske vist stadig stå "sæbe" på emballagen, men det er sjældent en retvisende beskrivelse af indholdet.
Hvad består detergenter af?
De næste par afsnit bliver måske lidt tekniske, men hold ud og hold tungen lige i munden. Vi kommer sikkert ud på den anden side - det lover jeg! Kæmp dig igennem, og hold fast i den opsummering, der kommer til sidst :-)
---
Som vi allerede har været inde på tidligere, er gammeldags sæbe et eksempel på en detergent, der fremkommer ved en kemisk reaktion mellem fedtstof og lud.
I dag bruger vi primært moderne detergenter, som er syntetisk fremstillede. Derfor kalder vi dem også for "syndeter". Ordet syndeter er en fordanskning af det engelske syndets, som er en sammentrækning af synthetic detergents.
Så hvis du f.eks. falder over "syndet shampoo barer" betyder det egentlig bare, at der er tale om moderne "sæbe"-barer og IKKE gammeldags sæbe-barer.
Som tidligere nævnt består detergenter typisk af en række indholdsstoffer. Det vigtigste indholdsstof er dog surfaktanter, som vi sætter fokus på her.
Ordet surfaktanter kommer af det engelske surfactants, der er en sammentrækning af ordene surface active agents eller på dansk: Overflade-aktive-midler.
Surfaktanterne er de stoffer, der bryder vandets overfladespænding. Som udgangspunkt er vand rigtig dårlig til at rengøre pga. overfladespændingen. Men surfaktanterne bryder denne spænding, så vandet kan trænge ind i de mindste kroge i huden.
Surfaktanter kaldes også nogle gange tensider. Ordet tensid kommer at det latinske tensus, som betyder spænde eller strække. Det relaterer igen til vandets overfladespænding, som skal brydes.
Surfaktanter har dog også en anden vigtig egenskab: De virker emulgerende. I denne sammenhæng betyder det, at de muliggør blanding af fedtstof og vand. Og det er helt afgørende, når vi gerne vil vaske gammelt fedt og skidt væk fra hud og hår ved brug af vand.
Surfaktanternes virkemåde
Rent kemisk er surfaktanter opbygget af molekyler, som både kan forbinde sig med vand og fedtstof/skidt. Molekylerne har simpelhen to forskellige ender: Den ene ende elsker vand (og hader fedt), mens den ande ende er diametral modsat.
Når du vasker hænder eller går i bad, er det fordi din hud og/eller dit hår er blevet beskidt. I praksis betyder det, at det yderste fedtlag på din krop er blevet forurenet med skidt fra omgivelserne, døde hudceller og andet snavs. Og det er denne kombination af fedt og snavs, du ønsker at skille dig af med.
Fedtet snavs er som udgangspunkt vandafvisende, så almindeligt rent vand preller bare af. Men vha. surfaktanter, kan problemet løses.
Under vask vil surfaktanterne effektivt indkapsle molekyler af fedtstof og snavs, og løfte dem fri fra hud og hår. Den ende af surfaktant-molekylerne, der elsker fedt og snavs, vil vende sig mod de snavsede partikler og danne "klumper" med snavs-partikler i centrum.
Surfaktanternes anden ende (den vand-elskende ende) vil vende udad og udgøre klumpens yderside. Den resulterende klump er ikke vandafvisende, så den lader sig villigt skylle af med rent vand.
Processen sker til dels automatisk, men hjælpes på vej og forstærkes, når du fysisk gnupper, skurer og skrupper, og derved løsner snavset.
De mikroskopiske klumper af snavs, der er indkapslet af surfaktanter, kaldes miceller.
Da micellernes yderside er vandelskende, vil de villigt følge med, når du skyller dig efter rengøringen, og dermed fjernes skidt og snavs.
Billedet ovenfor illustrerer processen: Det viser en klump snavs, der sidder på huden. De små surfaktant-molekyler - "haletudserne" - svømmer rundt i vandet, men finder snart klumpen af snavs, indkapsler den og løfter den fri af huden - parat til afskylning.
Opsummering omkring sæbe, detergenter og surfaktanter
Hvis dit hoved snurrer lidt, er det helt OK. Du har fået meget information, og vi har endda kun berørt overfladen i rengøringens verden.
Heldigvis behøver du IKKE huske på det hele. Et par takeaways, som du måske kan få brug for:
- Ordet "sæbe" bruges i flæng, men betegner reelt et gammeldags outdated produkt
- Moderne sæber hedder ret beset "detergenter"
- De vigtigste ingredienser i moderne sæbe er surfaktanter (eller tensider)
- Betegnelsen "syndet" betyder egentlig bare "moderne sæbe"
Detergenter er belastende for hud og hår
Uanset om du bruger gammeldags sæbe eller mere moderne detergenter, vil de - nærmest pr. definition - være belastende for din krop.
Kroppen producerer naturligt et tyndt olie/fedt-lag på hud og hår, som dels hjælper med til at beskytte mod udtørring og dels virker som beskyttelse mod udefrakommende forurening.
Ideelt set - ud fra et ultra-naturligt synspunkt - burde vi derfor egentlig slet ikke gå i bad. Imidlertid bliver det tynde fedtlag løbende forurenet - såvel af afstødte døde hudceller som af udefrakommende forureningskilder. Det medfører i praksis dårlig lugt og potentielle smitterisici, og det er en situation, som det moderne menneske ikke ønsker at acceptere.
Derfor tager vi bad og bruger detergenter (sæbestoffer), hvor vi helt bevidst gør et indhug i det naturlige ydre beskyttende, men beskidte, fedtlag. Det føles godt, og vi dufter dejligt efterfølgende, men processen griber ind i den naturlige balance. Huden irriteres, og det kan få forskellige følger.
En sund, velfungerende hud kompenserer relativt hurtigt med et nyt beskyttende pH-balanceret fedtlag, men det er ikke nogen selvfølge i praksis, da det langt fra er alle, der er så heldige at have en sund og stærk hud.
Mange oplever desværre hudproblemer, som ofte kan tilskrives vask og brug af detergenter/sæbe. Derfor er det en rigtig god praksis at begrænse badevanerne, både hvad angår længde og hyppighed.
Strengt taget kan man jo sige, at mennesket er det eneste "landdyr", der bader hyppigt i vand - og endda også bruger sæbeprodukter. Det er ganske enkelt ikke en del af den naturlige pakke. Det er ikke indkodet i designet, og det er en spritny (evolutionsmæssigt betragtet) dille, som ikke rigtig passer ind.
Afvaskning i vand alene er faktisk også i sig selv belastende for hud og hår, fordi vandets pH ligger langt fra kroppens naturlige ydre pH.
Hvis vi absolut vil vaske os (og det vil vi jo nok ikke give køb på), er der forskellige måder, hvorpå vi kan reducere ulemperne. Som før nævnt er det oplagt at reducere længden og hyppigheden af vores bade - det er faktisk ikke nødvendigt med bad hver dag.
Et andet fokuspunkt er at anvende detergenter, der ikke er alt for kradse for huden. Det var et stort skridt i den rigtige retning at afskaffe gammeldags sæbe, og moderne surfaktanter bliver stadigt bedre og mere milde. I næste afsnit ser vi nærmere på nogle moderne surfaktanter.
Ud over at begrænse antallet af bade og minimere brugen af krads sæbe, kan vi desuden gøre meget for at lappe og reparere på de skader, vi bevidst påfører kroppens ydre beskyttelseslag. Det kan bl.a. ske ved at bruge nærende og fugtende cremer og hårkure efterfølgende. Det er et stort emne, som vi desværre ikke kan dække i denne artikel.
Håndvasken skal der ikke spares på
Selv om vask generelt ikke er godt for huden, er der dog et enkelt sted, hvor du ganske enkelt ikke må sløse: Hænderne skal vaskes ofte!
Set fra et "hud-perspektiv" er det lidt irriterende - bogstaveligt talt. Men hænderne opsamler og spreder bakterier, og al forskning viser, at god håndhygiejne er alfa og omega i forhold til at forebygge alverdens dårligdomme.
Du kan dog gøre meget for at sikre, at hænderne ikke lider overlast. Sørg for at bruge mild sæbe, og brug plejende hudcreme dagligt.
Pas også på med ikke at bruge mere sæbe end nødvendigt. Opfindelsen af skumdispensere er helt genial, fordi det både sparer på sæben og belastningen af dine hænder. Desværre er skumdispensere ikke blevet så udbredte (endnu), men det burde de.
Her på RenOlie har vi et rigtig godt tilbud på en berøringsfri automatisk skum-dispenser (det er den på billedet ovenfor), men du kan også bruge en almindelig manuel type (hvis du kan opdrive den).
Moderne aktuelle surfaktanter
Som erstatning for gammeldags sæbe har vi i mange år (siden 1930'erne og op til nyere tid) bl.a. brugt Sodium Lauryl Sulfate (SLS), som egentlig er en fantastisk surfaktant på alle måder. Den bruges både i tandpasta, madvarer, industri-rengøring og også i produkter til personlig pleje. Den skummer rigtig godt og er utrolig effektiv til rengøring.
Den eneste ulempe ved SLS er måske, at den næsten er FOR effektiv, når det kommer til brugen på hud og hår. Den har også en relativ høj pH (7-9,5). Den bruges ikke længere så meget i produkter til håndvask og bad, fordi mange simpelthen oplever, at huden irriteres for meget.
En af årsagerne til at SLS er så effektiv (og hud-irriterende) er, at den består af relativt små molekyler, som kan trænge et godt stykke ned i huden. Det er effektiv rengøring, men huden bryder sig ikke om det.
Nyere surfaktanter til kosmetik udvikles derfor med større molekyler, så rengøringen begrænses til hudens yderside.
Til håndvask og shampoo bruges i dag i stedet i udpræget grad Sodium Laureth Sulfate (SLES). Det er en noget mildere surfaktant end SLS, men stadig super effektiv.
Den indgår som primær ingrediens i næsten alle former for kommercielle detergenter (sæber) i dagens Danmark, lige fra billige opvaskemidler til dyre mærkevareshampoos. Prøv selv at tjekke ingredienslisterne på dine produkter derhjemme.
Der findes naturligvis et hav af andre surfaktanter, men SLES er i dag den mest fremherskende i produkter til personlig pleje.
Nyere surfaktanter
Siden SLES er der opfundet en stribe endnu bedre surfaktanter, som er mere skånsomme for kroppen men stadig effektivt rensende. Mange af dem er også mere naturlige og miljøvenlige. Problemet er dog, at de er dyrere end SLES, så derfor ser vi dem ikke så meget endnu.
REMA1000 havde for et par år siden en håndsæbe med surfaktanten SCS (Sodium Coco Sulfat). Det er en surfaktant, som er fremstillet på basis af kokosnødder. Endnu mildere end SLES, men også lidt dyrere.
Produktet udgik desværre på trods af gode anmeldelser, så nu er vi tilbage til SLES i alle produkterne igen. Hvorfor? Tjaa - sandsynligvis fordi der ikke var tilstrækkeligt mange, der ville betale for den bedre og mere kropsvenlige kvalitet. Super ærgerligt!
Men det er altså den generelle situation i skrivende stund (2024), og det kommer nok ikke til at ændre sig foreløbigt, medmindre vi som forbrugere efterspørger bedre produkter og også er parate til at betale for dem.
Heldigvis kan du SELV lave bedre og mere kropsvenlige sæber og shampoos med de nyeste, gode surfaktanter, for du kan få ingredienserne lige her på RenOlie. Se f.eks. denne opskrift på en super simpel shampoo-bar.
Blandt de mest aktuelle surfaktanter på fast form finder du her på shoppen bl.a. Sodium Cocoyl Isethionate (SCI) og Sodium Lauryl Sulfoacetate (SLSa). Nogle moderne surfaktanter fås også på flydende form. Det gælder f.eks. Cocamidopropyl Betaine (CAPB).
Blanding af surfaktanter
De mange forskellige surfaktanter har hver deres styrker, svagheder og virkemåder. Derfor er det en rigtig god ide at blande flere sammen i et færdigt produkt.
For det første resulterer det i et mildere produkt, Surfaktanter er i sagens natur irriterende for kroppen, men det er mere skånsomt med flere små forskelligartede irritationer end én stor.
Samtidig bliver det samlede produkt også bedre rensende, fordi de forskellige surfaktanter har hver deres særlige kompetencer i forhold til forskellige typer af snavs.
Normalt blander man mindst to surfaktanter i en sæbe, men desto flere, desto bedre.
Omvendt er det ikke alle surfaktanter, der er kompatible med hinanden, så det kræver en vis viden at kombinere rigtigt - eller en god opskrift at følge.
Afrunding
Super godt gået! Du tyggede dig simpelthen igennem denne lidt tunge gennemgang af sæbens verden.
Det er en ret forvirrende verden, og vi har endda skøjtet let hen over det meste. Men forhåbentlig har du fået et par grundbegreber på plads og er blevet en smule klogere. Det blev jeg i hvert fald selv, da jeg skulle researche til denne artikel.
Skriv endelig til mig på info@renolie.dk, hvis du har spørgsmål, rettelser eller forslag til forbedringer. Mvh Kurt