Kornblomstvand er aromatisk vand (hydrolat), der er lavet på basis af blomsterne fra økologisk-dyrkede kornblomster (Centaurea cyanus).
Ud over det rensede, destillerede vand består kornblomst-vand af vandopløselige plantekomponenter fra kornblomsterne samt en minimal rest af deres æteriske olie. Kornblomstvandet er 100% rent uden tilsætningsstoffer af nogen art - heller ikke alkohol eller konserveringsstoffer.
Kornblomstvand har en sød og urteagtig duft med undertoner af blomster - lidt i retning af kamille. Det er i store træk samme duft som fra æterisk olie fra kornblomster, blot meget svagere og mere luftig.

Kornblomstvand er perfekt som en helt igennem naturlig skintonic eller toner. Kornblomsternes beroligende, kølende, antiinflammatoriske og antivirale egenskaber fungerer til alle hudtyper, og virker både astringerende og rensende.
Kornblomstvand bruges også meget som både lindring og behandling af øjenbetændelse, bygkorn, irritation og træthed i øjnene samt mod mørke rande, hævelser og rynker under øjnene. Vandet fremmer også cellefornyelse, og bruges derfor bl.a. ved snitsår til at standse blødning og mindske ardannelse. De cellefornyende egenskaber udnyttes også i antiaging-produkter.
Kornblomstvand er også perfekt som en mild aftershave eller bare en generel opfrisker i løbet af dagen. Den milde tonic kan sprayes direkte i ansigtet eller på huden, eller påføres med klud eller vatrondel. Kan også fint bruges af børn.
Hvis du selv eksperimenterer med at komponere cremer, parfumer eller anden form for hud- eller kropspleje, kan kornblomstvand også helt eller delvist bruges som erstatning for eventuelle vandige ingredienser.
Prøv også vandet som mild rumspray/luftfrisker, giv sengetøjet et par pift i ny og næ, eller brug det direkte i en tåge-diffuser eller i badevandet.
Kornblomstvand fremkommer egentlig som et biprodukt i forbindelse med fremstilling af æterisk kornblomst-olie. Her ledes skoldhed damp igennem friske kornblomster, hvorved den optager en lang række gavnlige indholdsstoffer.
Når dampen senere kondenseres og igen bliver til vand, kan den æteriske olie udskilles. Tilbage har vi så kornblomstvandet, som indeholder alle de gavnlige vandopløselige stoffer fra planten.
Da de skønne dråber er helt naturlige og ikke er tilsat konservering, skal du ikke påregne en holdbarhed på mere end ca. 6 måneder efter åbning. Opbevares mørkt og køligt - gerne i køleskab.
Hvis du ønsker en spray-top, der passer til disse flasker, finder du dem i kategorien med gevind-standard 20/410.