Kaolin-ler eller hvidt ler er et naturligt mineralholdigt ler. Det er forarbejdet til fint pulver og klar til brug. Leveres i pose med 100g.
Mineralsk ler er, som navnet også antyder, spækket med mineraler og sporstoffer. Det virker både rensende og stimulerende, når det opblandes med vand og påføres huden. Det fungerer både som ansigtsmaske, "hårmaske" og i øvrigt overalt på kroppen/huden. Kaolin-ler er helt duftneutralt.
At smøre huden ind i mineralholdigt "ler-mudder" svarer på mange måde til badning i det Det Døde Hav, som er verdens mest mineralholdige sø. En række videnskabelige undersøgelser viser, at badning i denne sø har en gavnlig effekt på eksempelvis psoreasis og andre inflammatoriske hudlidelser.
Du behøver dog på ingen måde at have en hudlidelse for at få gavn af det mineralholdige kaolin-ler. En ler-behandling trækker snavs ud af porerne, fjerner overskydende sebum og døde hudceller, og efterlader huden opstrammet og tonet. Leret kan også absorbere giftstoffer og tilføre huden vigtige mineraler. Mineralsk ler indeholder væsentlig større koncentrationer af salte, mineraler og sporstoffer end vandet i Det Døde Hav, så en behandling på 10-20 minutter et par gange om ugen er rigeligt.
Du kan i princippet opnå effekten med alle typer mineralsk ler, men deres mineralsammensætning er lidt forskellig, alt efter hvilken farve de har. Det hvide kaolin-ler kan bruges til alle hud- og hårtyper, men anbefales især til følsom hud.
Simpel opskrift på ansigtsmaske: Bland 1-2 måle-spiseskefulde kaolin-ler op med ca. samme mængde vand, så "mudderet" får en passende cremet konsistens. Fordel masken i ansigtet, lad sidde 10-20 minutter, og vask derefter af med lunkent vand. Hvis du vil bruge masken på kroppen, skal portionen selvfølgelig være større. Hvis masken skal i hår og hovedbund, er det lettere med en lidt tyndere opblanding.
Mineralsk ler er en naturressource, som er skabt over millioner af år - det kan ikke laves kunstigt. Leret udvindes fra sten og klipper, hvorefter det knuses, tørres, males og pakkes.
Blandinger af mineralsk ler til skønhedspleje og medicinske formål er bestemt ikke nogen ny opfrindelse. Det har været brugt næsten siden tidernes morgen af både kinesere, indianere, ægyptere, grækere og romere. I hvert fald kan brugen spores adskillige tusinde år tilbage.
Vigtigt: Hvis mineralsk ler kommer i kontakt med metal, kan det igangsætte indre kemiske processer i leret, som forringer dets gavnlige virkning. Opbevar derfor altid mineralsk ler i beholdere af plast eller glas, og brug redskaber af plast eller træ til håndteringen. Ler-pulveret skal selvfølgelig også opbevares tørt. Følger du disse simple retningslinjer, er holdbarheden i princippet uendelig.